Hvordan forebygger du phishing?
Hvilke sikkerhedsforanstaltninger kan den enkelte medarbejder og virksomheden implementere for både at forebygge risikoen for phishing og minimere konsekvenserne, hvis uheldet er ude?
Softwareopdatering
Vær sikker på, at din software altid er opdateret med den nyeste opdatering. Dette gælder først og fremmest din firmware, men også din browser, dit virusprogram og andre programmer, du anvender på din enhed. Vi har ofte som vane at klikke ’opdater senere’, når vi får besked om en ny opdatering, og det er altså en rigtig dårlig idé, når vi snakker sikkerhed. Opdateringer kan bl.a. være med til at beskytte dig mod trusler, og hvis du ikke opdaterer med det samme, er du ikke længere optimalt beskyttet.
Multifaktorgodkendelse
Vi anbefaler, at du altid anvender multifaktorgodkendelse, når det er muligt. På den måde sikrer du dig mod uautoriseret adgang, så hvis uheldet er ude, og du er kommet til at sende dine loginoplysninger til en hacker, er det stadig ikke muligt for hackeren at logge ind, medmindre vedkommende også har adgang til din mobiltelefon eller godkendelsesapp.
Brug af arbejdsmail
Tænk over, hvad du bruger din arbejdsmail til. Brug f.eks. ikke din arbejdsmail til at tilmelde dig nyhedsbreve eller andre lister, der ikke er arbejdsrelaterede. Det er ofte via disse lister, at hackere får adgang til din e-mailadresse.
Filtrering
Et andet godt redskab er at anvende et mailfilter. Du kan sætte et mailfilter op således, at medarbejderen vil blive notificeret, hvis e-mailen er sendt fra en afsender, som ikke er en del af jeres organisation. Således er medarbejderen klar over, at vedkommende skal være ekstra opmærksom.
Zero Trust
Der er ingen vej uden om, at menneskelige fejl altid vil ske, uanset hvor godt du som medarbejder er klædt på til at spotte phishing. Så i det uheldige tilfælde, at en medarbejder er faldet i, og en hacker har overtaget enheden og installeret malware, hvilke foranstaltninger kan du som virksomhed så træffe for at minimere konsekvenserne? Zero Trust er et tiltag til jeres sikkerhedsstrategi, der grundlæggende går ud på, at du ikke kan stole på nogen. Med en Zero Trust-sikkerhedsramme bliver alle brugere løbende autentificeret, autoriseret og valideret, så uautoriseret adgang ikke tillades. Således forhindrer du også, at malware spreder sig til resten af organisationen, da enheden, som allerede er angrebet af malware, Ikke kan kommunikere direkte med de andre enheder på netværket.