Valtteri Hirvonen og The Archipelago Climber

I foråret 2020 satte den finske filmfotograf Valtteri Hirvonen sig for at fuldføre et ambitiøst projekt, en kortfilm om en stenklatrer i det finske øhav, optaget med Canon EOS C300 Mark III. Nedenfor taler Valtteri om sin passion for filmfotografi, og hvordan han gjorde sig klar til sit soloprojekt, såvel som det udstyr, han brugte til at indfange den unikke atmosfære i videoen.

Min begyndelse som filmfotograf

Jeg mindes min mor tage en masse billeder, da jeg var barn, og min far plejede at optage hjemmevideoer, som vi ofte sad og så. Mine forældre inviterede også deres venner på gammeldags diasshows. Derfor føltes det også naturligt for mig at begynde at dokumentere mit liv.

Min professionelle karriere som fotograf begyndte for omkring 13 år siden, og jeg er gradvist gået over til video. Da Canon EOS 5D Mark II udkom, blev min tilgang til video ændret helt. Det blev økonomisk set overkommeligt, og det gjorde det nemt at optage video i professionel kvalitet. Det gav mig lyst til at lære mere. At filme video kræver en helt anden tilgang til fortællingen end fotografering. Nogle gange er det en stor udfordring, men jeg nyder den slags.

Jeg har altid forestillet mig, at jeg gerne ville være involveret i betydningsfulde projekter. Når man laver noget, der føles betydningsfuldt, lægger man en ekstra indsats i arbejdet. Sådan får man det bedste ud af sine projektor. Og når man er en del af fantastiske projekt, møder man fantastiske mennesker – og derved får man chancen for at lave flere fantastiske projektor med dem. Helt enkelt.

Jeg ansøgte om optagelse på Lahti Institute of Design i 2007 og blev optaget, men jeg indså hurtigt, at det alligevel ikke var noget for mig. Jeg ønskede at komme i gang, så jeg spurgte nogle professionelle fotografer i Finland, om jeg kunne hjælpe dem. Efter et par år begyndte jeg at få flere og flere af mine egne projekter via dem. Som jeg ser det, er en lærlingeuddannelse stadig den bedste måde at lære sådanne ting på.

Nu om dage er mine projekter fordelt på omkring 80% video og 20% fotografi. Jeg arbejder ofte alene eller med et meget lille hold. I mange tilfælde er det den eneste måde at fuldføre denne type projekter på. Jeg arbejder meget i naturen – under ekstreme forhold, hvor det at have et lille hold også er et spørgsmål om sikkerhed. På den anden side har jeg også arbejdet på kæmpemæssige internationale produktioner for Ferrari og BMW med næsten hundrede mennesker involveret. Dem holder jeg også meget af!

Optagelser i naturen

Dette projekt, som jeg kalder "The Archipelago Climber", opstod på et møde med Canons repræsentanter; de ville have mig til at udføre et personligt projekt med Canon EOS C300 Mark III. Jeg brainstormede under mødet og fik idéen til at filme noget i det finske øhav. Derefter skrev jeg en historie baseret på et bestemt sted, som jeg havde i tankerne.

Jeg havde forestillet mig, at vi tog ud til en bestemt klippeø, tilbragte natten med at optage filmen, og så tage hjem igen. Virkeligheden var lidt mere kompleks og krævede nogle kompromiser. Først brækkede jeg min ankel, mens jeg ledte efter steder at optage, så jeg kunne ikke risikere at tage for langt ud på havet under disse farlige forhold. Det er desuden også meget svært at lægge til på en naturlig klippeø, hvis der bare er de mindste bølger. Vi forsøgte at ramme et tidsrum med ufarligt vejr, men fordi projektets deadline nærmede sig med stormskridt, var jeg til sidst nødt til at finde på en alternativ placering.

I sidste ende optog vi scenerne med klatreren på land – på steder, vi kunne nå frem til i bil. Jeg ønskede dog at holde oplevelsen så autentisk som muligt, så vi sov i telte og lavede mad over et lejrbål. Vi var tre personer involveret i projektet: mig, klatreren og en ekstra kameramand til at filme behind-the-scenes. Det var supersjovt, selvom vi ikke fik meget søvn, fordi dagene er lange i Finland på denne tid af året.

Droneoptagelserne forgik en anden dag, og jeg var fast besluttet på at få stedet til at ligne en fjern ø. Igen var vejret imod os! Denne gang var havet helt roligt, så det blev vanskeligt at få scenerne til at hænge sammen. Jeg tror dog, at jeg fandt en god måde at omgå problemet, da jeg klippede filmen.

Forberedelserne til produktionen af filmen var temmelig udfordrende og stressende, men da vi begyndte optagelserne gik det hurtigt og var samtidigt sjovt. Jeg er godt tilfreds med det endelige resultat på trods af de nødvendige kompromiser med hensyn til optagelsesstedet. Man kan ikke gøre noget ved vejret, så man må lære at tage sine forbehold. Det lykkedes mig at indfange hovedhistorien og stemningen i filmen præcis sådan, som jeg havde forestillet mig dem.

Valg af det rigtige udstyr

Hvad udstyret angår, var forberedelsesfasen temmelig enkel. Generelt sørger jeg for en meget let oppakning. Jeg har en del erfaring med Canon EOS C500 Mark II så jeg ved, hvad kameraerne kan udrette. Jeg tog beslutningen om at optage alt håndholdt – bortset fra optagelserne med drone. Derfor havde jeg kun én kamerataske at tænke på. Jeg har det med at nyde optagelserne mere, når jeg ikke har for mange ting at bære på. Så kan jeg bevæge mig mere frit og koncentrere mig om indholdet i stedet for det tekniske.

Det er dog stadig vigtigt at have alt det med, som man har brug for. Når jeg arbejder alene og tager fotografier samt videooptagelser, plejer jeg at bruge Canon EF-zoomobjektiver for at holde mit udstyr kompakt.

Ergonomi er også enormt vigtigt. For eksempel kan jeg ikke arbejde med komplekse kameraopsætninger og eksterne ND-filtre i en snestorm. Derfor skal alt være indbygget. Når man forsøger at betjene et kamera iført tykke handsker, ved man straks, om kameraet er vedlavet.

Jeg vidste også på forhånd, at vi ville være i stand til at optage i al slags vejr med Canon EOS C300 Mark III. Der var ingen regn i denne omgang, så jeg behøvede ikke at beskytte udstyret på nogen måde. Det tager jeg normalt heller ikke hensyn til, men jeg holder udstyret så rent som muligt. For mig er kameraer værktøjer, som jeg bruger til at få det indhold, som jeg har brug for. Hvis jeg har brug for at optage i regnvejr eller i en snestorm i temperaturer i frostgrader, så gør jeg det. Jeg er virkelig glad for, hvor godt Canons professionelle udstyr modstår forskellige forhold.

Tilpasningsmuligheder, formfaktor og avancerede funktioner

Jeg behøvede ikke at tilpasse kameraets brugerdefinerbare knapper; jeg begyndte blot at optage. Jeg oplevede, at alle knapperne var godt gennemtænkte, og sad på de rigtige steder. Jeg fjernede REC-lampen på fronten, fordi det var så mørkt i nattescenerne. Jeg var bange for, at det røde lys ville give genskin mod klatrerens ansigt på nærbillederne.

Jeg synes virkelig, at C300 Mark III er let at balancere på enhver gimbel. Formfaktoren er virkelig velafbalanceret, og kameraet er næsten kubeformet, når man tager håndtaget af. Det var let at fastgøre på dronen.

Jeg brugte kameraet sammen med Canon EF 16-35 mm f/2.8L III-zoomobjektivet og et BP-A30 batteri til droneoptagelserne. Via HDMI kunne vi bruge downlink-forbindelsen til at overvåge optagelserne fra jorden. Vi brugte LANC til at betjene kameraet, og jeg lod autofokus være aktiveret, dog med nedsat hastighed for en sikkerheds skyld. Da jeg så optagelserne igennem, så jeg ikke tegn på, at kameraet forsøgte at fokusere en eneste gang. Det fungerede perfekt!

Jeg endte med at optage størstedelen af filmen med Canon EF-zoomobjektiver til fotografering, selvom jeg havde pakket nogle Cine Prime-objektiver, som jeg normalt ville foretrække. Når man har autofokus, der fungerer så godt, kan man skrue godt op for ISO uden frygt for at ødelægge billedet. Så jeg tog det bare, som det kom, uden at skifte objektiv.

Overlegen billedkvalitet

For mig er den vigtigste funktion i ethvert kamera, så jeg var virkelig spændt på at prøve DGO-funktionen (Dual Gain Output), og den fungerede fantastisk! Jeg var virkelig positivt overrasket over, hvordan optagelserne ved svag belysning artede sig. Jeg var i stand til at justere ISO helt op til 12.800. Det meste af filmen blev optaget efter solnedgang med forlygten og lejrbålet som de eneste lyskilder. Kontrasterne var temmelig skarpe, men de mørke dele af billederne så rigtig godt ud.

Jeg behøvede ikke at foretage kraftige justeringer af farverne, hvilket var en stor fordel. Farvebehandling var virkelig nemt med DGO-filer. Udgangspunktet så bedre ud, og der var masser af frirum til at justere de hvide og sorte toner, så det var enkelt og behageligt at arbejde med.

Jeg optog nogle klip i 120 billeder/sekund, så jeg virkelig kunne vise, hvordan bølgerne ramte klipperne og fange, hvordan havet bevægede sig med vinden. Visse ting vækkes virkelig til live, når man ser dem i slowmotion. Og når man er i stand til at optage det i RAW, er der uendelige muligheder og kreativ frihed.