De bedste tips og det bedste udstyr: kom i gang med fuglefotografering

Fugle er smukke skabninger, men de kan være svære at fotografere. Se vores anbefalede udstyr til optagelse af fantastiske billeder, og lad naturfotografen Aaron Sterling lære dig, hvordan han gør det.
En fugl med klar orange fjerdragt, fotograferet på en gren med baggrunden ude af fokus, i et billede taget med et Canon EOS R6 af naturfotografen Aaron Sterling.

Det kan være både udfordrende og givende at fotografere dyr og fugle i deres naturlige omgivelser. Især fugle er uforudsigelige og flygter gerne, så snart de fornemmer den mindste bevægelse, men de er fascinerende motiver til fotografering.

Hvordan bliver du så god til fuglefotografering? Det er vigtigt at være tålmodig, vedholdende og at have en grundlæggende forståelse af fugleadfærd, ligesom det er vigtigt at have det rigtige udstyr til at fotografere disse relativt små og hurtige væsener.

Naturfotografen Aaron Sterling har kigget på og fotograferet fugle, så længe tilbage han kan huske. Han deler her sine tips til at fotografere fugle uden at forstyrre dem, og hvilke funktioner du skal se efter, når du vælger kameraer og objektiver til at starte din rejse inden for fuglefotografering.

Find ud af, hvor du skal tage hen, og hvad du skal se efter

To fotografer, der sidder ved siden af hinanden i et fugleskjul.

Du kan have en af to tilgange til fuglefotografering, fortæller Aaron. "Du kan vente på, at dyrelivet kommer til dig, hvilket giver dig en større chance for at opdage noget sjældent. Eller du kan bevæge dig rundt, og i så fald vil du se meget mere, men du risikerer at skræmme fuglene væk, når du bevæger dig." Et fotoskjul er en ideel mulighed, hvis du foretrækker at blive på ét sted.

Det er vigtigt at komme tidligt hen til det sted, du har valgt, siger Aaron. "Find et sted, hvor dyrene er vant til at se mennesker, så de ikke er så sky, som de ellers kan være," foreslår han. "Hvis du lige er begyndt, kan du tage hen til et naturreservat og vænne dig til dets omgivelser."

Et skjul er perfekt til at optage fra for ikke at skræmme dine motiver. "Jeg bruger et lille telt med camouflagemønster og med huller i," fortsætter han. "Så sidder jeg bare i det og er tålmodig. Jo mere tid du bruger udenfor, jo flere idéer får du til, hvad der kan være et godt sted."

Hvis du ikke har adgang til et naturreservat, kan du fotografere fugle i en park i nærheden eller endda i din have. "Anskaf dig en foderautomat til fugle", anbefaler Aaron. "De er smarte, fordi de tiltrækker forskellige fugle. Sæt en lille stok ved foderautomaten, så det ser naturligt ud. Når fuglene lander på den, så ser det ud som om, du har været ude i naturen." Leg med kompositionen, så foderautomaten ikke kommer med i det endelige billede.

Du skal lære at tilpasse dig skiftende vejr, og det er vigtigt at gøre dig bekendt med de grundlæggende principper for fotografering. "Lær alt, du kan om lukkertid, blænde, ISO, og hvad der fungerer bedst til den type billede, du er ude efter," siger Aaron.

Du skal også lære noget om dit motiv, men det behøver ikke at være overvældende. "Jo mere, du kigger på fugle, jo mere interesseret bliver du i at få mere at vide," siger Aaron. "Du begynder at genkende fuglefløjt og lærer, at mindre fugle ofte er at finde i buske, mens rovfuglene helst sidder i toppen af høje træer."

Kamerafunktioner, du skal kigge efter, når du fotograferer fugle

Vægt og bærbarhed

Et Canon PowerShot ZOOM-kamera står på en liggende træstamme, skovklædt landskab uden for fokus i baggrunden.

" Canon PowerShot ZOOM er mindre end min telefon, passer i lommen og fungerer lige som et rigtigt kamera, så det giver mig mulighed for at have det rart, uden at jeg tynges ned," siger Aaron.

Med én hånd kan man bruge Canon Camera Connect-appen på en smartphone til at kigge på og dele naturbilleder, der er taget med et Canon-kamera.

Aaron kan godt lide at dele sine fotos på sociale medier, og Canon Camera Connect-appen gør processen nemmere. Med den kan du overføre billeder mellem dit Canon-kamera og din smartphone. Du kan også geotagge dine billeder, så du altid kan huske, hvor du så rødhalsen eller rørsangeren.

Hvis du har planer om at være på farten hele dagen, har du brug for udstyr, der er nemt at bære på. Canon PowerShot ZOOM, et monokulært kamera i lommeformat med superzoom, er ideelt til fuglefotografering, så du kan tage stillbilleder ved 12,1 MP og Full HD-video. Det kompakte kamerahus reducerer risikoen for, at en fugl bliver skræmt væk, og det har en 3-trins zoom med brændvidder på 100 mm, 400 mm og 800 mm, så du kan lade motivet fylde mere af dit billede. PowerShot ZOOM er også fuldautomatisk, så du ikke behøver bruge tid på at ændre indstillinger.

Aaron har afprøvet Canon PowerShot ZOOM ved Christopher Cadbury-vådområdereservat i udkanten af Birmingham i Storbritannien, og han kunne godt lide måden, han bare kunne putte kameraet ned i lommen og hive det frem, så snart han fik øje på en fugl. "Jeg elsker remmen, fordi den gør det nemt for dig at bære det," siger Aron. "Du behøver ikke at være bange for, at det glider ud af hænderne, især når du skal skynde dig."

Hvis du er på udkig efter et kamera med udskiftelige objektiver, er Canon EOS R50 med 24,2 MP lille og diskret – det vejer kun 375 g.


Lydløs optagelse med høj hastighed

To små fugle på en gren, hvor den ene fører mad ind i den anden fugls næb på et fotografi taget af Aaron Sterling.

Aaron ved, at det handler om millisekunder, når et enestående øjeblik skal fanges. Når en fugl dukker op, er det bedst at tage en serie af billeder for at forbedre dine chancer for at tage det perfekte billede, så prøv her at bruge dit Canon-kameras RAW burst-funktion. Taget med et Canon EOS R6 med et Canon RF 600mm F11 IS STM-objektiv ved 1/320 sek., f/11 og ISO 2500. © Aaron Sterling Photography

Burst-funktion er sandsynligvis den bedste metode til optagelse af motiver i hurtig bevægelse såsom fugle. Canon EOS R50 optager øjeblikke ved 12 fps (15 fps med den elektroniske lukker), mens EOS R10 kan optage kontinuerlige serier af billeder med op til 15 fps (23 fps med den elektroniske lukker).

For at undgå at forstyrre dit motiv skal du lave så lidt larm som muligt, når du arbejder tæt på, og kameraer med en lydløs elektronisk lukkerfunktion giver dig mulighed for at optage uden at lave en lyd.

RAW Burst-funktionen med foroptagelse, der findes i kameraer som Canon EOS R7, er endnu er nyttig funktion til fotografering af uforudsigelige motiver. Kameraet begynder at optage RAW-filer, når du trykker udløserknappen halvt ned, og når du trykker den helt ned, gemmes billederne i bufferen – op til et halvt sekunds optagelser. "Det er ekstremt vigtigt, når du fotograferer fugle, fordi du aldrig ved, hvornår de flyver væk," forklarer Aaron.

En virkelig god måde at fotografere fugle på derhjemme er at sætte et kamera op på et stativ i nærheden af en foderautomat, stille dig, så du er ude af syne, og optage på afstand. En lang række Canon-kameraer har Wi-Fi-forbindelse, og alle EOS R-systemkameraer har også Bluetooth. Canon Camera Connect-appen lader dig styre en lang række indstillinger og udløse lukkeren fra din smartphone eller tablet. Canons EOS Utility, som er inkluderet i den indledende softwareopsætning i alle EOS-kameraer, lader dig også betjene dit kamera fra computeren og se dine billeder på en større skærm.


AF-sporing til motiver i bevægelse og Animal Eye Detection AF

En lille sangfugl sidder på en gren omgivet af tynde kviste med en klar, blå himmel som baggrund. Taget med et Canon EOS R10.

Motivsporing med autofokus betyder, at du til og med kan stille skarpt på en fugl gennem løv. Taget med et Canon EOS R10 med et Canon RF 100-500mm F4.5-7.1L IS USM-objektiv ved 500mm, 1/1000 sek., f/8 og ISO 400.

En lille fugl sidder på en gren mod en mørk, sløret baggrund i et fotografi taget af Aaron Sterling.

"Fuglefotografering er en fantastisk måde at skabe opmærksomhed omkring den måde, vi påvirker vores miljø på," siger Aaron. "Det er en af grundene til, at jeg gør det – jeg elsker fugle, og jeg vil dele deres skønhed med alle." Taget med et Canon EOS R6 med et Canon RF 100-400mm F5.6-8 IS USM-objektiv ved 400mm, 1/250 sek., f/8 og ISO 1600. © Aaron Sterling Photography

Dual Pixel CMOS AF II-autofokus-teknologi i EOS R-systemkameraer som f.eks. EOS R50 og EOS R10 arbejder sammen med DIGIC X-processoren for at levere hurtig motivsporing, så du straks kan fokusere på en fugl i bevægelse. Animal Eye Detection AF er én ud af en række avancerede autofokusfunktioner, der er designet til at hjælpe dig med at få skarpe billeder af flyvende fugle. AF vil søge efter fugle i billedet og prioritere dem som de vigtigste motiver at spore, og låse fast på deres øjne, hvis den kan registrere dem. Det betyder, at du ikke behøver at give afkald på skarpt fokus, når du optager en fugl på farten.


Funktioner til svagt lys

En hejre sidder på en gren halvt nedsunket i vandet ved bredden af en svagt oplyst flod, taget med et Canon EOS R10.

Aaron foretrækker at fotografere i dagtimerne, når lyset er mere gunstigt, men kameraer som Canon EOS R10 kan hjælpe dig med at tage imponerende billeder af fugle i svagt lys. Taget med et Canon EOS R10 med et Canon RF 100-500mm F4.5-7.1L IS USM-objektiv ved 343mm, 1/800 sek., f/5.6 og ISO 100.

Mange fugle – f.eks. ugler – begiver sig kun ud om natten eller tidligt om morgenen, når lysforholdene ikke er ideelle til fotografering. Canon EOS R10 med 24,2 MP er udstyret med -4 EV fokusering ved svagt lys, og den maksimale følsomhed på ISO 32.000, der kan udvides til ISO 51.200, gør det muligt at fotografere selv i måneskin.

Det skal du se efter i et objektiv til fuglefotografering

En silkehale, der sidder på en kvist blandt slørede græsstrå, taget med et Canon RF 800mm F11 STM-objektiv.

Når du fotograferer fra et fugleskjul, er du på sikker afstand af dine motiver, så det er nyttigt med et større objektiv. Canon RF 800mm F11 IS STM kan udvides til 1600 mm med en Canon Extender RF 2x. Taget med et Canon EOS R med et Canon RF 800mm F11 IS STM-objektiv ved 1/40 sek., f/11 og ISO 1600.

En lille fugl på en gren, baggrunden er ude af fokus, taget med et Canon RF 100-400mm F5.6-8 IS USM-objektiv af Aaron Sterling.

Den snævre synsvinkel, du får med et telefotoobjektiv som f.eks. Canon RF 100-400mm F5.6-8 IS USM, gør det nemmere at vælge den perfekte bløde baggrund til at danne ramme om en fugl. Taget med et Canon EOS R6 med et Canon RF 100-400mm F.5.6-8 IS USM-objektiv ved 400mm, 1/250 sek., f/8 og ISO 1600. © Aaron Sterling Photography

Fugle er typisk mindre og sværere at nærme sig end andre vilde dyr, så du har ofte brug for en længere brændvidde for at fotografere dem. Canon RF 600mm F11 IS STM – som er Aarons foretrukne brændvidde til fuglefotografering – er et let superteleobjektiv, der giver dig mulighed for at udfylde billedet med smukke detaljer. Den har også en 5-trins optisk billedstabilisator (IS), der hjælper med at forhindre sløring forårsaget af kamerarystelse.

Zoomobjektiver giver dig flere kompositionsmuligheder, så du kan gå fra vidvinkelbilleder, der fanger fugle i deres naturlige omgivelser, til skarpere portrætter, der fremhæver specifikke træk. Med et kraftigt zoomområde (svarende til 29-240 mm på et fullframe-kamera) er Canon RF-S 18-150mm F3.5-6.3 IS STM kompakt, let og støjsvagt med 4,5-trins optisk IS. En anden kompakt zoom med et brændviddeområde, der gør den velegnet til fuglefotografering, er Canon RF-S 55-210mm F5-7.1 IS STM. Den næsten cirkulære blænde med 7 lameller giver områder, der er ude af fokus, et behageligt udseende og isolerer dit motiv, så du får billeder med større effekt. Få mere at vide i vores guide til de bedste objektiver på begynderniveau til fotografering af vilde dyr.

Du behøver ikke at være ekspert i fuglefotografering for at få glæde af det, og der er ingen ulemper ved det. "At kigge på fugle kan være ret vanedannende," siger Aaron. "Det er som et videospil, hvor du gennemfører ét niveau og straks vil kaste dig ud i det næste. Du ser én fugl, og så vil du have én mere og én mere. Hvis du benytter lejligheden til at komme i kontakt med naturen, vil du begynde at sætte mere pris på vores smukke planet. Og husk, at det er et privilegie at se på fugle."


Skrevet af Nikita Achanta

Relaterede produkter

Relaterede artikler

Monokulært kamera versus kikkert – hvad er bedst til fuglekiggeri?

Canons PowerShot ZOOM er et monokulært kamera i lommestørrelse, der er ideelt til fuglekiggeri – men hvordan er det i sammenligning med Canons kikkerter?

Tips til fotografering af vilde dyr

Den professionelle fotograf Dani Connor deler sine bedste råd til succes i branchen med en håbefuld, ung naturfotograf.

Fordyb dig i naturen

Naturfotograf Tolga Aktas fortæller om, hvordan PowerShot ZOOM kan hjælpe dig med at blive i øjeblikket.

Fotografering af fugle med Canon RF 200-800mm F6.3-9 IS USM

En professionel og en hobbyfotograf går sammen om at teste RF 200-800mm F6.3-9 IS USM i felten.