Ulla Lohmann
© Ulla Lohmann

I 15 år har et billede spøgt i Ulla Lohmanns hoved. Det er taget af oplevelsesfotografen Simon Carter i 1995 og viser "en underlig, meget skrøbeligt udseende klippesøjle i midten af havet". Søjlen kaldes Totempælen, en 65 m høj afskåret klippe, der rager faretruende op af vandet ved Cape Hauy på Tasmanien.

Den er beliggende ved den sydøstlige spids af den Tasmanske Halvø, et sted som Ulla beskriver som "helt ud ved verdens ende". En sidste dolk landjord før det store, vilde ocean sydpå til Antarktis.

Splinter of Rock
© Ulla Lohmann
Grasslands
© Ulla Lohmann

Det stejle, spinkle klippestykke er en af de mest spændende klatreudfordringer og fotografisk en af de mest interessante belønninger. For den tyske ekspeditionsfotograf Ulla blev den en besættelse. En, der skulle forceres og fotograferes. Indtages og indfanges. "Eventyret skreg på mig", siger hun. "Fornemmelsen af isolation, udfordringen ved bestigningen".

Men det var ikke blot den svære bestigning, der tiltrak. Det var også Ullas professionelle instinkter, der lokkede hende til Totempælen.

"Som fotograf ønskede jeg at indfange, hvor skrøbelig denne klippe ser ud. Det ser ud, som om den kan falde om hvert øjeblik.

"I mange år har jeg kigget på kort og fotografier og drømt om en dag at gøre det. Så da jeg fik chancen, måtte jeg bare tage den."

Ulla forberedte sig som besat. Som fotograf valgte hun Canon EOS 5D Mark IV, et kamera, der kombinerer alsidighed, ydeevne og robust konstruktion.

"Der er ikke tid til at tage billederne om", siger hun. "Derude i den vilde natur kan jeg ikke have en masse udstyr med. Til gengæld har jeg brug for et kamera, der kan en masse ting."

© Ulla Lohmann

Den kompromisløse billedkvalitet samt avanceret fokusering og måling i 5D-Mark IV betyder, at du ikke behøver fumle rundt for at finde de rigtige indstillinger, og dets robuste, vejrbestandige kamerahus er uundværligt i udfordrende omgivelser.

"Som fotograf befinder man sig under barske forhold, mens man kæmper med sine egne grænser", siger hun. "Samtidig skal man også lige kunne hive kameraet frem og tage flotte billeder. 5D Mark IV flytter grænserne for, hvad der kan lade sig gøre."

Fysisk flyttede Ulla sine egne grænser under sine forberedelser til Totempælen ved at tackle klatrevægge, klipper og lange bjergbestigninger med sin mand Basti, indtil hun endelig var klar til at realisere sin drøm. Men fra starten af bestigningen var Totempælen fuldstændig nådesløs.

Foden af klippen kan kun nås ved at rappelle ned fra klipperne på den Tasmanske Halvø, hvor bølger, vind og vandsprøjt konstant pisker imod den. Der er ingen åbenlyse steder at få fodfæste, intet at gribe fast i.

Tasman Peninsula Cliffs
© Ulla Lohmann
Tasman Alpine Cliff
© Ulla Lohmann

"Man ser på den og tænker: Jeg kan ikke komme derop", husker hun. "Man er meget tæt på havet, bølgerne hamrer mod klipperne, vinden er hård, og i begyndelsen er alt helt glat. Det er svært at finde noget fodfæste, og det er meget svært at klatre. Man er våd, og hver gang bølgerne rammer, bliver man vådere, og det bliver endnu sværere."

Det lykkedes hende dog alligevel at indtage den lumske klippe ved at jagte de skjulte spalter, små sprækker og enhver lille ridse eller uregelmæssighed for at få greb og fodfæste. Dagen gik på hæld, og lyset begyndte at svinde ind på Ullas langsomme vej mod spidsen … og så skete katastrofen.

Basti, som havde ført an på bestigningen, gled og beskadigede sin fod. Mens skaden blev vurderet, kunne Ulla mærke, at hendes drøm begyndte at glide bort.

"Mine arme var spændte, og mine hænder blødte. Jeg holdt kun lige ved på det tidspunkt", siger hun. "Selv ved at følge efter Basti kunne jeg knap nok gøre det, og jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne gøre det på egen hånd. Hvad værre er, så var vi nødt til at klare den sidste og farligste bid, da mørket faldt på. Men jeg havde ikke tænkt mig at give op. Man kan altid klare mere, end man tror."

Leidenschaft
© Ulla Lohmann
Campfire
© Ulla Lohmann

Med Bastis fod i forbinding og en sidste kraftanstrengelse begav de sig mod toppen. Endelig, forslået, blødende og med smertende lemmer, nåede Ulla toppen og fik, efter 15 års besættelse, det billede, hun havde drømt om.

"Jeg kiggede ned og så det barske ocean, så kiggede jeg op og så den store himmel over os, og jeg følte mig pludselig meget fri", siger hun. "Jeg realiserede min drøm. Jeg fik det til at ske. Efter den lange kamp stod jeg pludselig på toppen.

"Det tyske ord for passion er Leidenschaft. Det betyder "skabelse gennem lidelse". At nå ud til enden af mine grænser er det, der virkelig får mig til at føle mig levende. Jeg elsker at flytte mine grænser, og det gjorde Totempælen virkelig."

Totempælen, af Ulla Lohmann. Indtaget. Indfanget. Hyldet.

Skrevet af Ulla Lohmann


Ulla Lohmann
Ulla Lohmann
Fotograf

Ulla forklarer, hvorfor hun vælger Canon EOS 5D Mark IV

"Godt udstyr er meningsløst, medmindre du får det bedste ud af det. Fotografer har et ordsprog: Det bedste kamera er det, du bruger, og ikke det i din taske. 5D Mark IV er bestemt et kamera, der skal bruges.

"For mig er dets vigtigste egenskaber, bortset fra de tekniske specifikationer, den vejrbestandige forsegling og robustheden. Det skal kunne håndtere tropisk regn, slag mod klippevægge, intens kulde og varme … og indtil nu har kameraet overlevet alt, hvad jeg har smidt efter det. Desuden kan jeg betjene touchscreenen med handsker på, hvilket er vigtigt, når jeg arbejder i mere ekstreme forhold.

"På denne tur var den høje ISO, som er en måling af kameraets lysfølsomhed, i 5D Mark IV virkelig praktisk, men ikke af åbenlyse årsager. Jeg havde glemt min lommelygte, men ved brug af høj ISO kunne jeg bruge kameraet som en slags natkikkert til at se, hvor jeg var!"